“Þetta reddast. Dét skal du skrive ned”. Hun lægger sin hånd på min sorte notesbog og trækker den langs bordet fra mig hen foran sig. Hun tager tuschen ud af hånden på mig og skriver med en håndskrift, der er lige så fast og elegant som hendes attitude: þetta reddast. Hun udtaler det et par gange for mig på islandsk. Med et blødt þ, et ‘th’ som i ‘thank you’, et spanskklingende ‘r’ med tungespidsen rullende bag fortænderne, og et ’s’ som tyssede man dovent på nogen.
Det er et udtryk, der groft sagt betyder “det ordner sig”. Det skal nok gå. Bygget på århundreders geografisk isolation og prøvelser fra naturen. Et udtryk der, lader jeg mig fortælle, er den islandske mentalitet i ét udtryk. Som man bruger, når man ikke vil dvæle mere ved noget og skal videre med dagen og vejen. þetta reddast.
Det er sumardagurinn fyrsti på Island, den første torsdag efter den 18. april, hvor man hvert år markerer, at vinteren er slut. En tradition, der stammer fra dengang årshjulet kun var delt op i to: sommer og vinter, og man fejrede, at man havde overlevet sidstnævnte.
Jeg er kun i Reykjavík i et par dage og er i gang med at forberede mig på at skulle rejse landet rundt til sommer for at blive klogere på det. Jeg mødes i den anledning med forfatter og aktivist Þórdís Elva.
“Vi har ikke klaret alt det pis bare for at gå ned over småting,” siger Þórdís, som om hun beskriver et ægteskab, der har holdt i 45 år. “Gold jord, kolonisering, ekstrem fattigdom og en natur, der skifter humør fra det ene øjeblik til det andet. Vi er nødt til at stå sammen”.
Hun har for nylig boet i Sverige og stødte dér på sit hadeord, ‘paragrafryttare’ og de folk, det dækker over; folk der hellere vil gå op i petitesser og regler end at få løst tingene. Jeg fortæller hende om det danske ord ‘skrankepave’, og hun indrømmer, at hun har en islandsk pendant: en ‘bønnetæller’.
Men det koster at være bønnetæller på Island, for den person, hvis bønner du pedantisk tæller, kender muligvis din mor, kusine eller bedste veninde. Þetta reddast, vi finder en løsning, for intet andet giver mening.
“Det er den lille bys mentalitet,” siger Þórdís og smiler for sig selv. Så læner hun sig over cafébordet, så hendes fejlfrit sminkede ansigt er tæt på mit.
“Sidst jeg fløj til Stockholm, mødte jeg min venindes søster i lufthavnen. Min veninde bor også i Sverige, og vi ses ofte, men jeg har ikke set hendes søster i mange år. Hun kom hen til mig i afgangshallen i Keflavík og rakte mig en lille pakke. Det er en neglelak, sagde hun. Gider du tage den med til min søster? Jeg tog imod neglelakken og sagde, at det skulle jeg nok. Men, spurgte jeg, hvordan vidste du at jeg skulle rejse i dag? Og ved du hvad, hun svarede?”
Jeg ryster på hovedet.
“Hun svarede, Det vidste jeg heller ikke. Jeg tænkte bare, der nok var nogen jeg kendte, der skulle dén vej, så jeg tog bare i lufthavnen.”
Þórdís læner sig tilbage i stolen og griner af sin egen historie.
“Dét er Island”.