“Hvad er det værste, der kan ske?” spørger min psykolog, når jeg fortæller hende, at jeg er bange for at gå ned i supermarkedet og købe ind. Hun spørger ikke på en bebrejdende eller armene- over-kors-måde. Hun spørger oprigtigt og nysgerrigt, for hendes job er at få mig til både at stille og besvare spørgsmålet. Hvad er det værste, der kan ske?
Lad mig lige forklare, hvem jeg er. Jeg hedder Signe, jeg er på det pågældende tidspunkt 23 år, og jeg arbejder som radiovært. Og jeg vil lige være ærlig. Jeg synes, det er enormt grænseoverskridende at fortælle om dét, der mere eller mindre i det skjulte har været en hæmsko for mig i en stor del af mit liv, nemlig min angst. Men nu, hvor du så rart og tillidsfuldt har sat dig med min bog om emnet og givetvis forventer, at den er værd at læse til ende, skylder jeg dig også at fortælle, hvem afsenderen er. Jeg er vokset op i Rungsted Kyst nord for København i en familie med en storebror, der spillede ishockey hele min opvækst, og to forældre, der i skrivende stund har været sammen i 40 år. Dette i et hjem med to klaverer og seks guitarer, hvor der var masser af kærlighed og pandekager hver søndag. Jeg gik på efterskole på Fyn og så på Ordrup Gymnasium i Charlottenlund, hvor jeg blev student i 2011 med et gennemsnit på 11. Jeg græd over, at der stod 10 i min hue. Så skuffet var jeg.
Tilbage til supermarkedet. Jeg er ikke skør. Jeg ved godt, at det værste, der kan ske, når jeg går rundt derinde, højst sandsynligt er, at jeg taber en vare på gulvet. Måske giver det et lille smæld, og måske – måske – vil den ene kunde, der befinder sig i butikken udover mig, fraværende vende hovedet og så ellers rette sin opmærksomhed tilbage til udvalget af de otte forskellige pizzaoste, man har prioriteret at have på hylderne, og gruble mere over, hvilken en af dem vedkommende skal vælge, end at jeg tabte noget på gulvet. Alt dét ved jeg godt.
Alligevel er det at gå i fakta i den periode, jeg sidder hos min psykolog og bliver spurgt om disse ting, en af de hårdeste bedrifter i mit liv. Når jeg går ind i en dagligvarebutik, er jeg opmærksom på alt. Og jeg mener alt. Ikke på sådan en afdæmpet måde, hvor jeg kan se, at der er nogen bag mig, der vil ind til det køleskab, jeg står og stener ved. Men på en måde, så jeg kan høre, om kunden, der står ved citronerne på gangen ved siden af, har haft hoste her til morgen. Jeg kan høre, hvad der bliver snakket om i den anden ende af butikken, jeg lægger mærke til hvert eneste lysstofrør, og hvilke der snart skal skiftes ud, og jeg ser hver eneste vare, der står skævt på hylden. At købe ind er for mig en eksplosion af sanser, og min bedste veninde driller mig somme tider med, at hun ved, hun kan få mig til at aflyse en aftale, hvis hun beder mig købe en liter mælk med på vejen. For den dag i dag har jeg det stadig på den måde, når jeg køber ind. Nu har jeg bare fået et par lyddæmpende hovedtelefoner, som jeg tager på, når jeg går i Føtex, og sådan kan man hjælpe sig selv ved at lade sig indhylle i en boble af stilhed og samtalepodcast.
Men jeg havde ingen lyddæmpende hovedtelefoner dengang, og det at købe ind var stadig en kamp for mig. Sammen med det at tage toget. Toget, som børn kan bruge timevis på at kigge på. Toget, som jeg selv stod oppe på broen over Kystbanen i Rungsted og spyttede ned på som lille. Toget, der får mig fra A til B relativt hurtigt. Toget var et decideret no-go.
Det er svært at forklare, hvad det gjorde ved mig at tage toget i den periode. Når jeg gik ind i en togkupé, sitrede huden på hele min krop – og ikke på den gode måde. Jeg kunne mærke mine ører, og det føltes, som om mine øjne begyndte at synke langsomt bagud i hovedet på mig, indtil de ramte min nakke indefra. Jeg var overdrevent opmærksom på, hvordan alle i kupéen havde det. Jeg fornemmede alle omkring mig. Hvordan har kvinden på sædet over for det? Er hun glad i dag? Hvis ikke, hvad er der så galt? Kan jeg gøre noget? Hvad hvis hun pludselig bryder sammen? Hvad gør man, når en kvinde bryder sammen? Og manden derovre? Han sidder og drikker en øl. Hvor mange har han drukket inden? Hvad hvis han rejser sig op og begynder at råbe? Bliver det så ubehageligt for drengen derovre? Han har i øvrigt tabt en vante på gulvet. Hvad hvis han ikke opdager det og går uden sin vante? Skal jeg samle den op for ham? Men hvis jeg bevæger mig og snakker, så ødelægger jeg ordenen i toget. Og hvad nu hvis det får den psykisk ustabile kvinde og den i mit hoved nu plakatfulde mand til at bryde sammen eller råbe op? Har jeg så ødelagt alles dag? Må toget stoppes på grund af uroligheder, og kommer jeg så for sent til min aftale? Og hvis jeg kommer for sent til min aftale, mister jeg så den ven, der venter på mig? Mit hjerte banker, jeg trækker vejret hurtigere, og jeg bliver svimmel.
Det lyder som en joke. Men det var hvert sekund af en togtur for mig. At tage toget – bare tanken om at tage toget – gav mig angst. For det var det, jeg havde. Angst. Et af de der ord, som enten bliver brugt i flæng, eller slet ikke bliver nævnt. En af de ting, jeg aldrig havde forbundet med mig selv, og en af de ting, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve. Det var jeg alt for bestemt og målrettet et menneske til. Hvis jeg bare tog mig sammen, så ville jeg jo have det fint – hvilken idiot kan ikke finde ud af at tage et fucking tog uden at bryde sammen? Nåmen mig, åbenbart.
I de sidste fire år har jeg sammen med min psykolog arbejdet på at finde ud af, ikke bare hvordan jeg kan håndtere min angst, men også hvor den kommer fra. Mange af de ting er stadig personlige for mig, men én ting fandt jeg ud af om mig selv: Jeg vil skabe god stemning, om det så bliver det sidste, jeg gør. Jeg ser det som min forbandede pligt. Forbandede, for det er sådan, det kan føles. Det har jeg gjort hele mit liv. Da jeg var yngre, følte jeg, at så længe folk kiggede på de ting, jeg gjorde, og blev i bedre humør, så var det i hvert fald ikke min skyld, hvis nogen var triste. Hvis mine forældre skændtes, kunne jeg vise dem et 12-tal, så de kom i godt humør igen. For hver omgang skældud min bror fik, skulle jeg have en omgang ros, som opvejede den. Hvis jeg sørgede for at komme til tiden til aftaler, var det i hvert fald ikke min skyld, hvis noget gik galt, så jeg kom et kvarter for tidligt til alt. Just in case. I dag kan jeg stadig mærke, at jeg er i en mentalt presset periode, når jeg begynder at komme meget for tidligt igen. Det er en slags indikator. Jeg blev elevrådsformand i gymnasiet, for nogen skulle jo tage ansvaret, og hvis det var mig, var der i hvert fald ingen andre, der kunne kløjes i tingene. Nogle ville nok kalde mig en pleaser, og det var jeg måske også, men jeg var i midten af 20’erne, før det gik op for mig, at dem, jeg pleasede, var mig selv og den stemme i mit hoved, jeg troede var andres forventninger. Da jeg i 2009, 17 år gammel, faldt om i kramper i Magasin på Kgs. Nytorv med det, der skulle vise sig at være stress, troede jeg egentlig, at jeg havde fået det wakeupcall, der skulle til. Alligevel stod jeg to år senere og græd over min studenterhues 10-tal. Jeg kan grine af det i dag, fordi jeg ved, hvor ligegyldigt det var i det store hele. Men det var ægte for mig dengang.
I dag har jeg en podcast, der handler om, hvordan det er at være 17 år. Den begyndte jeg at lave, fordi jeg opdagede, at de (trods alt færre) problemer, jeg har indeni mit hoved i dag, alle kan spores tilbage til den 17-årige pige, der lå og rystede i Magasin. Jeg har både været vred på hende og haft ondt af hende, og det har vist sig at være enormt terapeutisk at høre om andres oplevelser med den alder. Både de glade og dem, der ligesom jeg ikke kunne holde sig selv ud. Jo flere programmer af 17 med Signe Amtoft jeg laver, desto mere tilgiver jeg den unge, angste Signe. Og det fortjener hun i dén grad. Jeg håber, at de oplevelser, der bliver delt i denne bog, kan bruges af dig, der har det svært med at købe ind, køre i tog, gå til fest, tale højt eller se dig selv i spejlet. Jeg har været igennem alle punkterne, og jeg ved nu, at jeg ikke er alene. Det er du heller ikke.
Jeg er heldig, for jeg har hovedsageligt mild angst. Den slags, man i høj grad kan planlægge sig ud af, og den, man kan leve helt fint med, bare man får lov til at låse sig inde på toilettet i ny og næ, og jeg har lært at leve fint med den. Men man kan ikke planlægge alt, og nogle gange går det alligevel galt. For nogle måneder siden sad jeg som vært og lavede direkte esports-tv på tredje time. Der var et stort publikum på, hvilket jeg i forvejen syntes var lidt skræmmende, og da en maskot fra et af holdene pludselig løb ind og photobombede mig, mens jeg snakkede til kameraet, gik jeg fuldstændigt i panik. Isoleret set var det en sjov gimmick, som jeg normalt ville håndtere med et smil. Men jeg var i forvejen ked af det i de dage, og jeg var ikke klar på uventede ting den dag. I reklamepausen løb jeg direkte ud i makeuprummet og rystede og hyperventilerede, mens jeg prøvede at sige til mig selv, at en photobombing altså ikke betød, at jeg var i fare. Fik jeg nævnt, at maskotten var en kæmpe bamse? Som sagt, jeg var virkelig ikke i fare. Så fik jeg makeupartisten til at skjule mine røde øjne og gik ind og snakkede videre. Seerne opdagede ikke noget. Man kan ikke planlægge alt, og jeg kan godt grine af, hvor meget jeg automatisk forsøger at gøre det nogle gange. For nylig gik jeg en tur med min veninde i en park, og da jeg pludselig drejede ind ad en sti uden at sige noget til hende, sagde jeg med et undskyldende fnis: “Kender du ikke det dér med, når man er ude og gå en tur og inde i sit hoved har planlagt de næste tre gange, man skal dreje?”. Det gjorde hun åbenbart ikke. Freak.
Vi lo lidt af vores forskelligheder. Men alvoren i det er, at jeg rent faktisk har skulle træne grænsen mellem vane og tvang og ikke mindst tanken om, hvad der sker, hvis min vane bliver brudt. Hvis man har behov for at planlægge og kontrollere ting, bliver vaner en tryghed. Men hvis vanerne bliver så styrende, at det påvirker dit humør, hvis du ikke drejer til højre ad den sti, du havde udset dig for tre venstredrejninger siden, så spænder du ben for dig selv og lægger grundstenen til, at lidt større afvigelser og uforudsete begivenheder medfører mere voldsomme reaktioner – for eksempel hyperventilering i makeuprummet.
Hvis du vil se, hvordan et angstanfald ser ud, skal du blot rette din opmærksomhed mod et af verdens mest berømte malerier:
“Jeg kom gående langs en sti med to venner, solen var ved at gå ned. Pludselig blev himlen blodrød. Jeg stoppede op, fordi jeg følte mig udmattet, og lænede mig op ad hegnet. Der var blod og tunger af ild over den blå-sorte fjord og byen. Mine venner gik videre, og jeg stod der og rystede af angst – og jeg mærkede et uendeligt skrig gennem naturen.”
Ordene tilhører maleren Edvard Munch, og sammen med det billede, der kom ud af den her oplevelse, det verdensberømte Skriget, beskriver de meget rammende, hvordan det er at have angst. Maleriet ligner en mand, der skriger. Men det ligner også en mand, der bliver skreget af – fra alle sider, i dette tilfælde uden at andre kan høre eller se det.
Angst er i Danmark årsag til 12% af alle psykiatriske indlæggelser, og 135.000 danskere lever med lidelsen. Der er flest i aldersgruppen 25-44 år, der lever med angst, men størstedelen af nye tilfælde ses hos unge mellem 16 og 24 år. Den specifikke definition på angst er en række neurotiske og stressrelaterede tilstande, som ikke er psykotiske. Det kan være invaliderende, og det udløser voldsomme reaktioner på begivenheder, der ikke synes faretruende. De situationer kan være alt fra åbne pladser og OCD til sociale situationer og PTSD. Og hvis du er typen, der ikke er til føle-føle-beskrivelser, koster angst ifølge Danmarks Statistik 8,6 milliarder kroner årligt i tabt produktion og 949 millioner kroner i behandling.
Ville det ikke være fantastisk, hvis vi kunne tale om det? Hvis vi kunne udvikle vores arbejdspladser, skoler og ikke mindst hjemlige og sociale kredse til at kunne håndtere og måske ligefrem mindske angsten?
Denne bog er ikke stor, den synes ikke af noget særligt, men den er lavet med ærlighed og kærlighed. Lad mig præsentere dig for indholdet, og så kan du jo springe i det, som du har lyst. Noget er mere fagligt, noget er interview, og noget er kommet ud af mit eget hoved eller er fra bøger, jeg har læst. Jeg har samlet en række fortællinger, fortolkninger og oplevelser, der har med angst at gøre, og vi skal forbi alt fra filosoffen Søren Kierkegaard, filosofferne Beyoncé og Ariana Grande (filosof er i øvrigt ikke en beskyttet titel) og mine nære veninders egne oplevelser. Vi kommer også ind på det fysiske i angsten og på, hvad du konkret kan gøre for at afhjælpe den. Til fælles har alle kapitlerne det formål at gøre angsten håndgribelig og til at have med at gøre. Uanset om du selv har angst eller kender nogen, der har. For du kender helt sikkert nogle, der har.
Kapitel 1 er kapitlet, hvor jeg kigger på, hvad der helt konkret sker i kroppen, når du har angst.
Kapitel 2 er kapitlet, hvor lektor i litteraturvidenskab Agus Soewarta hjælper mig med at forstå filosoffen Kierkegaards bog Begrebet Angest, som er svær at læse, men ret brugbar når man først får den forklaret.
Kapitel 3 er kapitlet, hvor jeg skriver om nogle af de øvelser, Psykiatrifonden har liggende i deres mentale motionscenter på nettet.
Kapitel 4 er kapitlet, hvor jeg deler resultatet af en af mine egne øvelser.
Kapitel 5 er kapitlet, hvor min sjove ven Sofie Hagen fortæller om, hvordan det hænger sammen, at det at stå på scenen foran en masse mennesker og lave standup paradoksalt nok kan være en god medicin mod angst.
Kapitel 6 er kapitlet, hvor vi lige vender tilbage til Kierkegaard et øjeblik for at færdiggøre vores filosofiske angstuddannelse. Det er lidt tungt, men jeg lover, det giver mening senere.
Kapitel 7 er kapitlet, hvor min seje veninde Josefine deler sin historie om at få angst midt i det udadtil perfekte liv som model og CBS-studerende.
Kapitel 8 er kapitlet, hvor jeg skriver om Beyoncé og om, hvordan hun faktisk har ret meget til fælles med Kierkegaard i forhold til, hvordan hun forholder sig til angst.
Kapitel 9 er kapitlet, hvor jeg fortæller om min oplevelse af at begynde at gå op i sport igen, hvordan det har hjulpet på min angst, og hvorfor jeg tror, flere angstplagede unge kunne få noget ud af at råbe lidt ad et fodboldhold engang imellem
Kapitel 10 er kapitlet, hvor jeg analyserer teksten til Ariana Grandes sang breathin og i øvrigt beskriver, hvordan den kan bruges som øvelse mod angst.
Kapitel 11 er kapitlet, hvor jeg skriver om nogle af de mange, mange steder i litteraturen, hvor angst er i centrum, og hvor man bliver mindet om, at mange, mange mennesker har haft det sådan her før.
Kapitel 12 er kapitlet, hvor jeg samler op på de pointer, jeg forhåbentlig har fået igennem i løbet af bogen.
Med den her bog håber jeg at lave et safe space til dig, der har angst, til dig, der kender en med angst, og til dig, der bare er nysgerrig på det, en stigende del af dine medmennesker går rundt og bøvler med. Det slår os ikke ihjel.